Det er fint nok med håndskrevne kort, men det går hurtigere på denne måde, og jeg har meget at fortælle!
Tilbage til året, der er ved at være gået:
Sommeren viste sig at blive fyldt af en masse familiehygge og også en masse hårdt arbejde, men det pyntede på huset.
I sommerferien gik Malthe, Trine og Martin i gang med at rense tag og Line og Sigrid malede tagudhænget, deet var fedt – også fordi så slap jeg for at komme højt op.
Efterfølgende gik Line og jeg i gang med projekt vandskuring …. og det tog så resten af sommeren. Det var hårdt, men det blev rigtig godt ! Vejret drillede lidt, så vores drøm om at kunne male skidtet i september gik bogstaveligt talt i vasken, for det regnede. Men vi fik det Malet det hele over, og det har pyntet en del.
Nå men ud over at knokle, var der også tid til hygge, bl.a. var vi flere gange i Slesvig,jeg var på Råbjerg mile sammen med Tobias og Pernille, jeg var til Tall ship races i Ålborg sammen med Line og Gitte og var også en tur på Bunker museet i Hanstholm – det var også fedt.
Efteråret har været sådan blah blah blah …. tingene er ikke helt gået som planlagt, men de har heller ikke været helt trælse – der er bare ikke så meget at fortælle …. og så alligevel:
På Malthes fødselsadg holdt, han, Sigrid og Line fælles fødselsdag ovre i Kjøvenhavnstrup, det var super hyggeligt at være sammen med dem allesammen.
‘Tilbage til fødselsdagen, så blev det en smuttur for os, for vi skulle hjem til hundene…. men det blev en smuttur med forhindringer, for på hjemvejen tabte bilen kileremmen, så vi måtte ind på en rasteplads lige syd for Slagelse. Her blev vi så hentet af Dansk Autohjælp, som kørte os ind til stationen i Slagelse, hvorfra vi kunne tage et tog til Odense, hvor vi så blev kørt hen til en lejebil, som vi kunne køre hjem i … så alt i alt, så kom smutturen til at vare helt til klkken 2 om natten og CC var billøs en dags tid.
Derudover havde vi en anen fantaaaastisk novembertur, da Line og jeg tog på hobotur et smut til Lübeck, hvor vi var nede på Europäisches Hansemuseum og høre Dominik Plangger. Det var en fed oplevelse og en fed tur, som vi er enige om at gøre om næste år i november 🙂
I slutningen af november var Line og jeg også en tur i Holstebro for at høre Bruce Guuthros Celtic Christmas. Det var en koncert, vi havde glædet os til et helt år, så det var fedt fedt fedt at opleve, trods influenzaskavanker.
Nu sidder vi så og glæder os som små børn til om en uges tid, for der kommer alle børnene hjem for at holde jul. Vi er også så heldige, at Pernille og Rasmus kommer med, så vi rigtigt kan hygge. Trine kommer også en af juledagene, men Mikkel holder juledagene i Leipzig, så vi ser frem til tid sammen med ungerne og til en masse hygge.
Nå men det var så en lille rekapitulering af året frem til nu til denne hemmelighedernes tid, så jeg skal passe på ikke at snakke over mig, og vil derfor blot ønske alle omkring mig en rigtig glædelig og fredfyldt jul med masser af mjød og glæde, og et dejligt og lykkebringende nytår! og så lige en bette solhvervssang 🙂 youtube.com/watch?v=la53wmh896U
Lige nu skulle jeg sidde og kæmpe med min opgave i mediekultur… og det gør jeg faktisk også, men når nu man beskæftiger sig med medier, så er man da osse nødt til lige at undersøge dem…. det er jo så det jeg gør – ser tv på nettet, mens jeg læser og efterfølgende hører lidt musik – og netop titelsangen her ramte mig. Jeg har lige netop siddet og analyseret politiske websites, og samtidig læst om krige, sult og forfærdelige begivenheder ude i verden, samtidigt med, at man også hører og læser om folk, der optræder dybt hadefuldt og nedladende over for flygtninge og indvanderer og islamofobien stortrives i Dqanmark og Europa i disse tider. Samtidig hermed kører Brexitdiskussionerne på højtryk, for briterne VIL altså ud af EU og det skal være NU!
Her må jeg som inkarneret og mangeårig EU- modstander lige trække vejret dybt endnu engang, for hvorfor skulle man ikke kunne forstå Briterne? Jeg kan sådan set godt forstå dem …. MEN, jeg må også indrømme, at jeg alligevel er bange for, at det er et farligt skridt at tage at træde ud af fællesskabet …..
MEN hvorfor, vil folk spørge – ” Du er da så meget imod det kapitalistiske pisprojekt som EU er, så det hænger da ikke sammen …”
… og JA, det er jeg – jeg synes stadig at en stor del er et kapitalistisk møgprojekt som ikke er sundt for nogen! …. men jeg kan også se, at alt i verden hænger i en tynd tråd…. I Danmark er vi styret af en menneskefjendsk regering, der graver grøfterne dybere i samfundet og som konstant øger kontrollen med os samtidigt med, at de begrænser vores demokratiske frihedsrettigheder mere og mere …. det går simpelthen den forkerte vej. Nu er det jo ikke kun Danmark det gælder, men i USA sidder en falleret gammel millionærmand på præsidentposten og det eneste man kan være sikker på med ham er, at man intet som helst positivt kan forvente fra hans side – han er simpelthen en trussel mod alt! Dette forstærkes så af, at på den anden side – i Rusland – sidder en lige så stor idiot på magten, og fra hans side kan man heller intet positivt forvente… så alt i alt ser det hele faktisk ganske sort ud, og vores største håb må være samarbejde! Samarbejde i forhold til klima, miljø, fred, forskning osv osv ….. ikke ensretning, men samarbejde! Det er faktisk i det perspektiv, at jeg er ked af Storbritaniens udtræden af EU, fordi de på lige fod med Denmark har en god portion skepsis i forhold til ensretningen i EU og disse to lande kunne faktisk godt udrette noget hensigtsmæssigt ved at være klassens uartige dreng….
Nå men tilbage til titelen: Sangen er jo henvendt til den / de soldater der døde under 1. verdenskrig og den understreger med al ønskelig tydelighed krigens rædsler og meningsløshed, og jeg tænker, at det under alle omstændigheder er vigtigt at gøre alle de mennesker, som åbenbart har glemt historien opmærksom på, hvor meningsløst det var i de tidligere krige, hvor formålsløst og skadelig al den egoisme og hadefulde adfærd mod andre mennesker er …. ikke fordi vi skal tilbage til hippietidens peace, love, harmony og masser af sprut og hash, men bare fordi vi skal huske, at had avler had og vold avler modvold! Som det er i dag, så bliver man svinet til hvis man tillader sig at have en anden mening end ulveflokkens, hvis man tillader sig at forsvare et menneske, eller en befolkning, som de har vendt deres had imod og især, hvis det er en muslim man tillader sig at forsvare! Det er virkeligt skræmmende at folk kan være så blinde og så ondskabsfulde, men i et land, hvor regeringen går foran og lovgiver om fremmedfjendske tiltag, internerer folk på en øde ø, laver berefverbot osv osv …. så kan det da ikke undre, at befolkningen tillader sig også at lufte deres indre svinehund i fuld offentlighed, og selvom det er sørgeligt, så kan man næsten kun frygte, at det også vil komme til voldelige sammenstod: På med hjelmene og frem med kniplerne …. med mindre altså – at nogen giver sig til at tænke sig bare lidt om, inden det går helt galt!
ES IST AN DER ZEIT
Weit in der Champagne im Mittsommergrün,
dort, wo zwischen Grabkreuzen Mohnblumen blühn,
da flüstern die Gräser und wiegen sich leicht
im Wind, der sanft über das Gräberfeld streicht.
Auf deinem Kreuz finde ich, toter Soldat,
deinen Namen nicht, nur Ziffern, und jemand hat
die Zahl neunzehnhundertundsechzehn gemalt,
und du warst nicht einmal neunzehn Jahre’alt.
Ja, auch dich haben sie schon genauso belogen, so wie sie es mit uns heute immer noch tun. Und du hast ihnen alles gegeben – deine Kraft, deine Jugend, dein Leben.
Hast du, toter Soldat, mal ein Mädchen geliebt?
Sicher nicht, denn nur dort, wo es Frieden gibt,
können Zärtlichkeit und Vertrauen gedeihn.
Warst Soldat, um zu sterben, nicht um jung zu sein.
Vielleicht dachtest du dir, ich falle schon bald,
nehme mir mein Vergnügen, wie es kommt, mit Gewalt.
Dazu warst du entschlossen, hast dich aber dann
vor dir selber geschämt und es doch nie getan.
Ja, auch dich haben sie schon genauso belogen …
Soldat, gingst du gläubig und gern in den Tod?
Oder hast du, verzweifelt, verbittert, verroht,
deinen wirklichen Feind nicht erkannt bis zum Schluß?
Ich hoffe, es traf dich ein sauberer Schuß.
Oder hat ein Geschoß dir die Glieder zerfetzt?
Hast du nach deiner Mutter geschrien bis zuletzt,
bist du auf deinen Beinstümpfen weitergerannt,
und dein Grab, birgt es mehr als ein Bein, eine Hand?
Ja, auch dich haben sie schon genauso belogen ...
Es blieb nur das Kreuz als einzige Spur
von deinem Leben, doch hör meinen Schwur,
für den Frieden zu kämpfen und wachsam zu sein.
Fällt die Menschheit noch einmal auf Lügen herein,
dann kann es geschehn, daß bald niemand mehr lebt,
niemand, der die Milliarden von Toten begräbt.
Doch längst finden sich mehr und mehr Menschen bereit,
diesen Krieg zu verhindern, es ist an der Zeit
Ja hvad er det nu for en titel ? Spændende ….
Ja, men bagved titelen gemmer sig en ganske træls oplevelse, ssom vi efterhånden har været igennem et par gange, og det eneste lyspunkt er nok ligenu en erfaring fra tidligere, at det går jo nok alligevel:)
Grunden til, at jeg netop vælger Kristian Lilholts skønne sang er, at min første erfaringsbasis faktisk blev grundlagt af Kristian og hans søster Tine, da de begge valgte at forlade familiebandet – OG efterlod os, ellers ganske trofaste fans med en følelse af, at nu var alt forbi, nu gad vi helt sikkert ikke flere koncerter, for det ville jo aldrig blive helt så godt som det var ……
Det blev det heller ikke, men det blev alligevel ikke helt ringe endda, for vi har efterfølgende tilbragt mange timer ved scenekanten skrålende, dansende i stor nydelse over den fede musik der strømmede ud. Efterfølgende fandt vi så ud af at Kristian var gået solo – sammen med Lasse, så det blev en duo – og senere trio m. fl… Under alle omstændigheder betød det, at vi fik endnu flere dejlige musikalske oplevelser, oplevelser under andre forhold der virkelig indbød til nydelse og afslapning, som f.eks nummeret nedenfor, der er et af mine absolutte yndlingsnumre, bl.a. fordi jeg fra starten nød at se og høre Kristian og Lasse lege med hinanden og med instrumenterne og den glæde de begge udstråler derved. Derudover er teksten til sangen altså også en fin lille reminder om, at tingene kan nu alligevel så let gå godt !
Måske er angsten for den lukkede dør
slet ikke værd at tænke på så tit,
for det er først når den er lukket og ikke står på klem,
at jeg kan komme hjem….
Men tilbage til årsagen til, at jeg har valgt at lave dette lille skriv OG til, at Kristian Lilholt blev nævnt som erfaringsreference, årsagen er netop at finde i Lars Lilholt band igen igen, for da Kristian og Tine stoppede hev man 2 andre dygtige musikere ind, nemlig HC Röder og Eskild Dohn, og dermed blev bandet tilført en helt anden stil, der faktisk var ganske fed, selvom de ikke kunne prale af de fede melodier desværre, men både Eskild og HC kunne supplere godt med nogle fede instrumenter, og der var en god synergi mellem dem og Tom Bilde.
På et tidspunkt valgte de begge at stoppe i bandet og kort efter holdt også Klaus Thrane. Det var også en gevaldig øv oplevelse, især fordi instrumenteringen i bandet kørte ganske skævt. Bevares Kristian Fogh som kom ind på tangenter er også dygtig, men der kom til at mangle nogle blæseinstrumenter, og desværre valgte man så at supplere op med en enkelt operasangerinde og en saxofonist som spillede falskt …. det blev det ikke bedre af.
Tilbage har så i det sidste par år været Lars, Gert og Tom og så har man hevet Mads Kjøller Henningsen, som også er en meget dygtig musiker og seriøst en berigelse på scenen med sin skønne fløjte og med drejeliren, det giver den fedeste sound og er meget meget autentisk.
MEN MEN MEN katastrofen blev offentliggjort i sidste uge, da man lige brugte et par linier på Facebook med at fortælle, at Tom Bilde er stoppet i bandet! Det er simpelthen noget rigtigt lort, for han har været vores faste garant for energi og kvalitet lige siden han startede i ….. 90. Det rigtigt ærgerlige ved hele situationen er, at bandet som sagt bare kort meddelte, at Tom var stoppet, og så havde de travlt med at reklamere for den nye mand i bandet …. men helt ærligt, ham er vi da bare så ligeglade med, han er jo ikke interessant lige nu! Vi havde i stedet gerne set at man som minimum havde takket Tom for de mange år og den store indsats i bandet – OG, at man måske havde givet bare et lille hint til, hvor vi nu efterfølgende kan håbe på at finde ham. Når det så er sagt, så må jeg også sige, at det er ganske smart af Lars at opkalde bandet efter sig selv, for så er bandet der jo så længe han er der, men spørgsmålet er bare, hvor store udskiftninger gider vi lige at stå model til, og der må jeg nok sige, at grænsen er ved at være nået …. Vi har troligt mødt op igennem alle årene – så mange, at Line kunne fejre 25 års jubilæum som Lilholt fan, da vi var til Storytellerkoncerten sidste år, og ja kvaliteten har været svingende, i hvert fald lige siden Kristian stoppede, og hans smukke melodier fik liv andetsteds. Men vi har alligevel troligt mødt op til koncerterne og for det meste nydt dem ved scenekanten …. altså lige pånær da hende operasangerinden skreg vore trommehinder i stykker, og vi har da været til 2, 3 sommerkoncerter og minimum en vintertur …. men nu er det altså ligesom at entusiasmen er forsvundet, selvom det ligenu er lidt svært at forestille sig, hvad man skal erstatte over 30 års koncertture med ….. Det bliver ganske tomt ……
Tak for festen Tom! Håber snart vi får dig at se igen !
Er titlen på en ny bog af Michael Bundesen, der lige er udkommet i disse dage – Bundesen stod jo selv som frontfigur i Shubidua, som desværre også er holdt op med at eksistere efter at forsangeren blev ramt af en hjerneblødning for snart mange år siden. – Og ja, det er selvfølgelig trist, men Michael Bundesen og de andre shubbere lever da i det mindste endnu, i modsætning til mange andre gode mennesker, som f.eks. Kim Larsen, der døde for et par månede siden og Morten Grundwald, der døede i sidste uge. Begge to var store kunstnere, der ikke sådan lige vil gå i glemmebogen – dygtige mennesker, der har frembragt noget stort!
Også på det mere private personlige plan er vi blevet ramt af tab for nyligt. For en god uges tid siden døde min bonus svigerfar Walther i en alder af …. øh …. midt – slut 70erne.
Walther var jo først for alvor kommet ind i mit liv for knapt 10 år siden, da min svigemor rykkede teltpælene op og flyttede fra Ålbæk i Nordjylland og til Slesvig til Walther, men inden da har han faktisk haft betydning for vores liv – sådan mere i kulissen. Walther var nemlig kriminalinspektør i Slesvig, men han var også ven af mine svigerforældre, og det var ham, der for en menneskealder siden advarede Christian om, at det tyske militær gerne ville have fat i ham, og derved medvirkede til at Christian valgte at rykke til Danmark …. og ja – Der var engang … i de gode gamle dage …. men der mødte vi altså hinanden, og så blev han her, og vi fik dannet familie med en røvfuld dejlige unger, og CC blev i Danmark indtil Walther igen kunne fortælle, at nu gad militæret ikke at lede efter ham længere….. så på den måde blev Walthe jo sådan set vores skytsengel i kulissen forståes. Derudover gjorde Walther sig også bemærket ved at være sød ved Svigermor – de var rigtig glade for hinanden de to, og det er jo så skønt at se, når gamle mennesker på den måde (gen)finder kærlighede. Hvorom alting er, så boede de sammen, indtil de begge fik så store problemer med helbreddet, at de endte med at rykke på plejehjem, hvor de alligevel fandt ud af at rykke sammen og tilbringe tiden sammen, selvom de var blevet indkvarteret på hvert sit værelse …. se DET er da så sødt !
I øvrigt skal jeg da lige fortælle, at da vi første gang mødte Walther, mødte vi en ældre distingveret herre iført sit stiveste puds og ganske tilbageholdende. Det gik hurtigt over, for efterfølgende så vi ham oftest iført underbukser, med morgenhår (også om eftermiddagen) og så meget meget snakkende. Han gjorde alt, hvad han kunne for at komme i snak med folk, når det var ungerne, som ikke var så stærke udi det tyske, så snakkede han gerne engelsk med dem, selvom det ikke var hans spidskompetence, og ellers gik den på dansk, tysk og gebrokkent engelsk, kommunikationen var vigtigst, og han var ganske begejstret for at komme til at kende ungerne, hvilket jeg tror var ganske gensidgt!
Nå men under alle omstændigheder blev Walther ramt af lungebetændelse og døde d. 20. november. Det kom som lidt af en overraskelse for os, omend meget meget trist.
Vi kørte så ned til begravelsen d. 28/11, som viste sig ikke at være en begravelse, men bisættelse, og dermed deltog både Christian og jeg i vores første tysk- tyske begravelse i en kirke i Slesvig.
Kirken var moderne, men alligevel med de smukkeste blyindfattede ruder, der dannede en fin mosaik og gav et specielt lysindfald
.
Deroppe i lyset stod så Walthers kiste midt i den smukkeste pyntning man kan forestille sig. Der var et væld af gule og orange blomster, nogle enkelte lys og så et billede af Walther – det var rigtig fint stillet an.
Nå men præsten gik i gang med at snakke, og man kunne hurtigt høre, at jeg ikke var den eneste, der syntes, at han var et godt menneske, det var der vidst mange der gjorde.
Nå men, der blev sunget et par salmer…. desværre havde jeg glemt mine briller, så jeg kunne ikke se en lyd – desværre, for jeg ville da gerne have læst teksten, det var nemlig ganske svært at høre, hvad der blev sunget…..
Nå men, ved slutningen af den i øvrigt ganske korte gudstjeneste troede vi, at nu ville kisten blive båret ud, men nej….. der blev startet noget ganske friskt party party musik til der alter Walther ….. noget fest og farver musik, som hans kolleger havde lavet til ham, da han skulle på pension, og det var bestemt ikke sørge musik, så det var super godt at høre lige der.
Efter musikken sad vi så og ventede på at blive lukket ud, men nej – kisten blev ikke båret ud, som vi er vant til, men blev stående, og så var det os, der skulle gå. Det var jeg nu ganske godt tilfreds med, for det var bidende koldt udenfor, og der var ikke den store lyst til at stå ved graven og klapre tænder, men det slap vi for og kunne så bare futte ned til Birte og Michael, hvorfra vi blev kørt ned til en restaurant nede i byen til kaffe og pølsemadder, som blev fortæret, mens vi kunne sidde og kigge på en lysbilledserie over Walthers liv, og især fra hans arbejdsliv
Jeg ved godt, jeg burde skrive en masse højpandet omkring tabet af et menneske, man var kommet til at holde af, men det kan jeg nok ikke lige nu, jeg kom til at holde af min bonus svigerfar som det menneske han var, snakkende, med begge ben på jorden og trods sin – efter tyske forhold – ganske høje status et almindelig menneske med styrker og svagheder, men et mennske som ikke var bange for at sige, hvad han tænkte, som ikke var følelsesforskrækket, men som derimod havde let ved at udtrykke, hvad han følte og hvad han mente, så under alle omstændigheder et menneske, der vil blive savnet!
Vores hilsen fra os og børnene med vedhæftet kort…… auf Deutsch selvfølgelig!
Efter denne lidt triste oplevelse kørte vi så lige omkring grænsen hjem, og ingen slut-november/ december uden dette billede, for de tyskere kan altså noget med juleoppyntning!
Se dette spørgsmål fik jeg stillet, da jeg tidligere i dag kom til at lægge navn til en shitstorm på Facebook !
Jeg ved da ikke, hvor naiv, man har lov til at være, men jeg kan da se, at der ikke er grænser for dumhed og ondskabsfuldhed …. desværre.
Nå men for at begynde ved begyndelsen, så faldt jeg over en artikel i Ekstrabladet, hvor de hængte en dreng fra Afghanistaan ud for at have voldtaget en pige i Esbjerg. Det der stak mig i øjnene ved sagen var, at man absolut lige skulle nævne at det var en 17 årig Afghaner, der angiveligt havde voldtaget en 14 årig pige…. og straks flippede hele gadens parlament ud, der var næsten ikke grænser for, hvad der skulle ske med drengen – alt lige fra at han skulle have skåret pikken af og eksporteres tilbage, hvor han kom fra, og til at han skulle brænde i helvede, og lignende modbydeligheder – det væltede ind med kommentarer, og i skrivende stund er der 368 stk.
Som sagt provokerede det mig, at avisen lige skulle puste til ilden ved at nævne, hvor drengen kom fra, og jeg postede derfor flg. kommentar : I mine øjne ser sagen ganske speget ud: Man kan jo ikke med sikkerhed sige, at det var voldtægt, og så skal han ikke straffes! I mine øjne er pigen ikke mere troværdig end drengen, så kameraoptagelserne med de to unge hånd i hånd må så begrundet tvivl. Umiddelbart fornemmer jeg, at folk reagerer meget aggressivt, fordi knægten er afghaner, og JA det er en meget racistisk/nazistisk holdning at have! Uanset hvad, så bør drengen hjælpes, IKKE kasseres! Han har brug for hjælp og støtte til at sætte sig ud over det religiøse ævl og sanssynligt også til at kommer over nogle traumer, som han måske har pådraget sig qua flugten fra Afghsnistan, for at han så kan komme til at fungere i det danske samfund
Og så skal jeg da lige love for, at det væltede ind med ukvemsord overfor mig, at jeg kunne finde på at sige eller tænke sådan når jeg selv er en kvinde. En dame gik så vidt at hun sagde, at hun bestemt ikke åbede, at jeg havde døtre ! ….. og så var det lige, at det blev rigtigt sjovt at være mig,for mine dejlige amazoner meldte sig på banen igen, og det i en sådan grad, at jeg faktisk ikke selv behøvede at sige noget, for de 3 gæve quinder kan sagtens selv tale deres sag ❤❤❤
Uden at gå i detaljer med debatten kan jeg glæde mig over, at ALLE pigerne ( både Gitte, Louise og Line) sagde god for mig og mine anskuelser af verden …. det er da SÅ rart! De kaldte mig også en fantastisk mor … og ja, det kan bestemt diskuteres, men det glæder mig da meget ! 😍😍😍😍 Hvorom alting er, så kan jeg glæde mig meget over at omgive mig med mennesker, der ikke er ramt af fjendtlighedens mørke greb, som ikke er groet fast i selvtilfredshedens klæbende glorie, som reelt eferlever sentensen om at “Fordomme fordummer”, så de møder verden fordomsfrit og med et åbent og venligt sind! Det er en gave, der er værd at værne om og holde fast i, for på den måde etableres venskaber og på den måde holdes ryggen rank og humøret højt, for man lader sig ikke tynge ned af ondskab og misundelighed, og så er man nået så langt, at man frit kan se sig selv i øjnene og stå ved det man står for! Så tak til mine 3 dejlige amazoner, I er bestemt guld værd! Derfor skal I selvfølgelig også lige have min yndlingssang, som jeg tit koble til rigtige venner ….. og NEJ, det er IKKE den syngende tarmrenser og hans kvækken, men derimod den skønneste lille bamse, der somme tider er lidt tung i betrækket og lidt sløv og langsom ( ligesom mig), men som besemt har hjeret på rette sted og som æææææælsker sine venner !
Ja tiden går hurtigt, og skulle jeg lave en opdatering med et referat for de sidste 3 år, så ville jeg aldrig blive færdig.
Der skete nemlig det, at takket være Gitte faldt jeg lige over min blog igen …. Den har ellers ligget rigtig meget stille i de sidste år – ikke fordi jeg ikke har haft noget at prale af/ brokke over / you name it, MEN fordi jeg har haft mere travlt med at leve livet end med at skrive om det !!!!
“Jamen øh”, ville nogen nok tænke, ” Hvorfor skriver hun så nu ? ” Ja det var jo egentligt et godt spørgsmål, men svaret er ganske simpelt: Det gør jeg, fordi jeg er ekspert i overspringshandlinger! Ikke at det i sig selv er en kvalitet, men det er da alligevel ganske hyggeligt, nåe ja, og så kan jeg jo lige udsætte de ventende opgaver lidt!
“Jamen hvilke opgaver kan trænge sig på her en tirsdag aften omkring midnat? ” …. Det er også så let, for jeg er nemlig blevet studerende igen, og så er der jo tonsvis af sider, der skal pløjes igennem, gloser der skal læres, grammatik, der skal terpes OG……. pyyyyha, man bliver nu alligevel så træt! ( Og så er det man tænker på De Nattergale og deres skønne sNG: lA DET LIG !
Nå men så til lidt status om her og nu:
Siden min sidste post i 2015 har jeg haft flere forskellige folkeskolejobs, og min tidligere tvivl i forhold til, om jeg gad folkeskolen mere blev så nemt afklaret, nemlig ved overenskomstforhanflingerne 2018 , som endte med satus quo … dvs ikke en skid! Det var simpelthen Kejserens nye klæder i moderne udgave. Lærerforeningens formand fik forhandlet ingenting igennem, og gennem vældige kampagner og diverse møder forsøgte man at overbevise os om, at ingenting var godt! Det lykkedes faktisk også, for lærerne var så bange for endnu en lock out, at de valgte at stemme ja til ingenting. Det betyder jo reelt, at man har sagt ja til lov 409 og til de elendige arbejdsforhold vil blev budt under denne lov.
Det var nok for mig, da jeg så samtidig blev udsat for en elendig ledelse på den skole, hvor jeg var ansat, så besluttede jeg, at livet er for kort til at spilde på at være sur og ked af det og stresset, så det der med at være lærer gad jeg absolut ikke mere!
Efter en dejlig sommer – på mange måder faktisk, for jeg var lettet og glad over min nyvundne frihed og vejret var fantastisk hele sommeren, og jeg var hele tiden sammen med nogle af de mennesker jeg holder af, og så kunne det jo næsten ikke blive meget bedre !
Den 1. september startede jeg så på mit nye liv som studerende. Det var faktisk fedt, for jeg blev optaget på studiet på min ældgamle studentereksamen fra 1981, så det var da ganske godt, og nu er jeg så en fattig – men glad tysk studerende på Ålborg universitet.
Det er faktisk rigtigt fedt, når man lige ser bort fra to små bitte detaljer, nemlig økonomien er SU – ikke noget man bliver rig af, og afstanden på med en ca. 3 timers og godt 200 km køretur dagligt …. det rykker tænder ud, så hold da op alt det musik jeg får hørt hver dag! Nu er det bare lige sådan at radioen i min fine lille Pingoline ( min lille sorte Toyota – nyanskaffelse fra sidste år ) er radioen lidt i udu, og det er dyrt i telefondata at høre spotify, så jeg har valgt at lægge en masse musik på min telefon, som så sender det via blutooth til bilradioen.
Pingoline – hun fik navnet, fordi hun er en bredrøvet dame 🙂
Det kører selvsagt nogen gange i loop, så jeg er ved at kunne nogle af numrene udenad efter maaaaaange timers lytning, men ja, det er jo også overspringsaktivitet, for jeg burde høre tyske lydbøger….. det er bare blevet til tyske sange i stedet, så hold op, hvor får jeg hørt meget Reinhard Mey og Die Ärtzte …… Deine Schuld er simpelthen en utrolig fed sang, som man bliver glad af at høre 🙂
En anden ting, der også skal nævnes er, at vi for en uge siden fik meldingen…. at Kim Larsen er død!
Det kom som lidt af et chok, for han er da udødelig ….. eller nej, han er ikke, men hans sange er. Derfor er der siden d. 30 september blevet skrevet og talt en masse om manden og lidt om hans musik….. jeg vil ikke sige mere end hvad alle ved: Kim Larsen var en skøn spillemand og digter, og jeg elsker en masse af hans sangen, så det er lige til at tude over: Kom igen
Det lille skribleri vil jeg så afslutte med at sige, at hvis det er blevet lidt rodet, så er det fordi, der er så meget, der skal formuleres så kort at det ikke bliver kedeligt, men skulle det nu være sket alligevel, så undskyld!
Ja det var temligt præcist de ord jeg brugte søndag aften, da jeg stod ude i gården og vandede høns og grinede og vandede flere høns da jeg skulle sige farvel til MIkkel og Gitte og Line, der tog tilbage til Kjøvenhavnstrup! Mikkel mente nu nok at jeg var sentimental, men ikke noget fjols … og disse søde ord og det ekstra kram fik mig bare til at flæbe endnu mere ….og bevares, det er virkeligt dejligt at få kram og søde ord, men når man er sådan en sentimental skabning, så starter det bare automatisk vandsprederen, og jeg ved godt selv, det er tosset, og jeg burde snart have vænnet mig til det, men faktum er bare, at jeg simpelthen ikke duer til at sige farvel!!! Jeg kan huske helt tilbage til da ungerne var små, og Christian skulle en uge til USA eller et eller andet rejseeventyr, så stod jeg der med mine små dejlige børn og fortalte dem, at det var så fedt at deres far skulle ud og rejse og opleve ting og kunne fortælle dem om de spændende ting han oplevede, samtidig med at jeg vandede høns igen igen…. det er da fjollet.
Nå men tilbage til nutiden – og weekenden. Line var jo hjemme, og vi hyggede os dejligt med at lave mange små hyggelige ting sammen. Bl.a. sad vi for hver sin ende af bordet og bekæmpede hinanden i Wordfeud, som Line også blev ret bidt af at spille 🙂
Lines facebook kommentar til dette billedeMan ved bare ens mor elsker en når hun udbryder “Ejj du har flere point end mig, din skiderik!”
Ud over at stene smartphonespil, var vi også en tur ude at nyde det gode vejr, bl.a. var vii Bazar Vest for at shoppe og for at få lidt let frokost, der til en afeksling bestod af en falafelrulle. Vi var også en tur i dyrehaven i Marselisborgskoven, hvor vi gik en tur og fik aet et par kronhjorte som lå nok så fint og nød solen, Vi var også en tur på Moesgård strand, hvor man kunne stå og stirre ud over det blå blå vand og drømme sig langt langt væk, og hvor sandet var så fint og varmt, at jeg bare vat nødt til at smide både strømper og sko og så vade af sted i bare tæer.
Dagens tur blev afsluttet med sigthseeing i Århus, Lisbjeg, Spørring og omegn, da vi blev lidt væk i det nye vejsystem omkring Ikea, og kom til Hinnerup, Søften, Hår og et par andre små byer inden vi så endelig fandt Spørring, så vi kunne sige hej til Lene og Poul.
Da vi kom hjem, var vi enige om, at der skulle stenes Barnaby og Midsomer murders over en enkelt flaske vin, men indrømmet, jeg var lidt kedelig og stenede primært bagsiden af mine øjenlåg, inden Line gav op og sparkede mig i seng …. det havde virkelig været en skøn skøn dag!
Nu var det jo ikke den eneste gang i weekenden, vi var ude at nyde vejret …. fredag eftermiddag skulle vi også lige en tur til Skive fjord, for så er man rigtigt hjemme. Så der var vi lige ed stranden for næsten at blæse væk … “Blæsten går frisk over Limfjordens vande …” men så var vi da også lige på havnen efter is og efterfølgende på gårtur i Krabbesholm skov – der var det også virkeligt forår med anemoner og erantis , og så var der jo også de små nyudsprungne blade på træerne – det var så smukt og gjorde så glad og gav masser af energi 🙂
Smukke mangefarvede Line matchede virkelig omgivelserne godt, mens hun sugede den hjemlige atmosfære til sig 🙂
Nå men sådan gik weekenden på lodder og trisser og med hygge, hygge hygge – ligesom vi plejer at gør i weekenden, så man skulle jo tro, at når vi nåede til søndag aften, så havde man fået en ordentlig en på opleveren og diverse samværsbehov var opfyldt, så man kunne sige pænt farvel og vi glæder os til næste gang …. men næh nej, mor her skulle lige vande høns i en sådan grad, at både Gitte og Mikkel blev trykkede af det og selv CC forsøgte sig med et ekstra kram …. men altså værre er det jo heller ikke – for vores dejlige unger har jo valgt at flyve fra reden og etablere sig en tilværelse derovre på øen, og det kan man da ikke fortænke dem i! De skal jo leve deres liv, og det er fedt, og jeg ønsker dem alt det bedste hver eneste gang … også selv om jeg vander høns – af den simple grund, at farvel er det værste ord man kan tænke sig … jeg duer i hvert fald ikke til det!
Derfor vil jeg så lige slutte dette indlæg med et youtubeklip af Kim Larsen, som ganske poetisk fortolker udtrykket sentimentalt fjols . 🙂 Jeg håber denne sang også bliver en ørehænger for mine læsere, for den er simpelthen så smuk, og med den kan jeg nok lige klare at sende alle mine dejlige unger ud i verden for at leve deres eget liv!
Ja det er ganske korrekt – det er små 3½ år siden jeg sidst har skrevet, og der er sket ufattelig meget i den forløbne tid …. så meget, at jeg nok ikke lige gider at samle op på det hele! Kort genfortalt skal så bare lige siges, at i februar 2012 blev jeg ramt af en aneurismehjerneblødning og dermed blev mit liv pludselig vendt 180 grader på hovedet, da jeg blev forvandlet fra en undervægtig storrygende velfungerende person med krudt i røven til en lettere overvægtig ikke rygende langsomt fungerende person kun med momentant krudt i røven, der blandt andet mistede sit job pga. langtidssygemelding … så kunne jeg jo lige prøve at genopleve, hvad det vil sige at være fattig igen ….og jeg har knoklet for at genvinde bare en lille smule kontrol og normalitet over tilværelsen lige siden …. men når jeg selv skal sige det, har det været forbandet hårdt, men jeg synes egentlig nok det alligevel er lykkedes en lille smule! Jeg har dog været igennem et hav af undersøgelser og er blevet erklæret både fysisk og psykisk helt rask – så mangler jeg bare at få mine omgivelser til at erkende det – nåe ja og også at vi allesammen – og ikke mindst jeg selv kan acceptere, at f.eks. min hukommelse kan drille noget så fantastisk meget – men altså det er vel ikke værre end før, hvor jeg glemte alt, fordi jeg havde alt for travlt 😛
Men igen for at gøre en kort historie lang, så har jeg i de sidste par år haft gang i nogle forskellige vikariater i håbet om igen at kunne overbevise nogen om det, som mange børn (og voksne) tit har sagt til mig, nemlig at jeg faktisk er en dygtig lærer … og hvem ved, måske lykkes det en dag … og ellers så har jeg haft masser af små rimeligt uforpligtende arbejdsopgaver … og det er vel heller ikke at sige skidt til.
Jeg har bestemt ikke mistet eventyrlysten og har også skaffet mig en højest aktuel men også krævende “hobby”, nemlig at holde mig kørende, og bibeholde min frihed! Historien bag dette er selvfølgelig, at lige efter, at jeg havde været syg, kneb det åbenbart med fokus og opmærksomhed, for jeg kom til at smadre min bil i en motorvejsulykke i november 2012, da jeg uden at tænke over det tog køreturen til Odense, var på kursus og så kørte hjemad igen i et hug … dvs. lige indtil vi nåede Middelfart, hvor jeg kom til at overse den bilkø, der var opstået lige før Lillebæltsbroen, og så røg jeg op i røven af en minibus….. SURT show siger jeg bare – nu sad man der, næsten nyuddannet instruktør, og havde lige været på kursus i bl.a. færdselsrelateret førstehjælp og kunne spine og nødflytte osv osv … og så oplevede jeg ikke engang selv, hvad og hvordan og hvorledes det foregik, for jeg blev slået bevidstløs og vågnede lige momentant ved at der sad en gut og holdt mit hovede, og så igen i ambulancen, hvor der stod en kødrand af mennesker omkring lille mig, der var spændt noget så eftertrykkeligt fast til båren …. øv øv, men altså de ville jo bare passe på mig, heldigvis ……. nåe ja og skal vi lige vende det positivt, så var jeg nu nok heldigere end heldig, for det var på motorvejen, men jeg havde ladet motorbøllen blive hjemme, så jeg “kun” kørte 80km/t da jeg ramte minibussen …. og det var nok mit held … for jeg slap med et brækket brystben og så med at have fået et ordentligt par på torsken af min airbag …. så jeg kunne nøjes med at være til observation på KOlding sygehus i et døgns tid! Det var straks værre med kammerat Lenin, for den var blevet pænt meget kortere, og som min storebror konstaterede, så duede tudehornet nok stadigt, men det var absolut også det eneste der duede, og han blev aldrig til bil mere 😦
Kammerat Lenin mens han endnu var fin og funktionel
Kaptajn Lenin fotograferet præcis samme sted hvor jeg havde hentet ham, da han var ny og fiiiiin 😦
bemærk tudehornet :p
Nå men efterfølgende måtte jeg leve med at skulle forholde mig i ro i 8 uger … og uden bil …. what a disaster !!! Men altså hurtigst muligt derefter fik jeg fat i min nye allerbedste ven Kaptajn Silver, som var en ganske fed Hyundai Matrix… og bl.a fordi min status som mangeårig elitebilist var røget fløjten takket være dette bette motorvejsuheld, så havde min økonomi ikke lyst til at investere i en ny bil med kaskoforsikring, så Silver var en 10 år gammel dyt, som det skulle vise sig, at jeg fik mange kvaler og meget glæde af!
Kaptajn Silver
Kaptajn Silver afgik ved døden i Januar 2015, da han var lidt for hullet i vangerne til, at han kunne gå igennem et syn, og så havde hans motor det heller ikke helt godt længere – desværre, for han var ellers en skøn og rummelig lille dyt, der kunne bruges som flyttebil, når det tog os 🙂
Her er så Samuraien – en fin og sød risraket – aka Toyota Carina med mange år og kilometer på bagen
Og så er han også ganske god som flyttebil 🙂
Men inden alt går i bilsnak og bliver for kedeligt, må jeg lige fortælle, at tiden også er gået med en masse andet spændende. Mikkel flyttede til Århus da jeg blev syg, og meget kortvarigt til VIborg, for så at flytte tilbage til sin lækre lejlighed i Ørestaden igen. Line er også flyttet til Københavnstrup, da hun er igang med at uddanne sig til tekstilformidler derovre …. og nåe ja hun blev jo student i foråret 2012 🙂
Line foran VUC, hvor hun tog sin studentereksamen …. men altså traditionen tro er hun jo ganske antiautoritær, så studenterhuen blev droppet til fordel for en fin kaptajnskasket 🙂
Tobias blev uddannet multimediedesigner, men er så gået videre og har taget en bachelor i Webdesign, og GItte har taget en Bachelor i noget business – noget, som jeg desværre har glemt hvad hedder … undskyld GItte! Men i hvert fald er de alle flyttet til Kjøvenhavnstrup, hvor de efter sigende har det rigtig godt 🙂
Mine to yngste drenge blev også lige pludseligt store og voksne!Malthe er i gang med 3.g og efter eksamen regner han vidst også med at rykke til København på uni …. og Martin valgte på et tidspunkt at skifte totalt stil, han tabte sig og blev fit og fin, skiftede skole og går også på gymnasiet i 2.g, og han følger efter sigende efter til København på uni næste år, når han er blevet student.
Mange af mine børn er rykket østpå, men jeg har så fået en helt anden tæt på – nemlig Sigrid, som har gået på Orkesterefterskolen i dette skoleår. Det har været rigtig dejligt at få lov til at lære hende at kende, og vi har da også lavet flere hyggelige ting sammen.
Når det så er sagt, så har vi jo også været til et mindre hav af koncerter, selvfølgelig med brødrene Lilholt, men også i Strib og andre små steder, men jeg har også forsøgt mig som koncertarrangør med Ivan Drever – desværre ikke med det store held, for der er kommet for få mennesker, men de folk der er kommet, har hygget sig fantastisk godt i Mikjaer studios ude i Århus.
Nåe ja og så mangler jeg vidst også at fortælle lidt om min tilknytning til Dansk Folkehjælp! Det var jo en opgave som jeg seriøst brændte for, men efter selv at være blevet brændt af af dem og efter at lokalafdelingen har fået en hamrende inkompetent ledelse, hvilket også vil sige, at man kunne risikere at komme på vagt og skulle lade sig kommandere rundt med af en vagtleder og vagtfordeler som slet ikke havde samariteruddannelsen, så var det ligesom om at gnisten blev slukket helt! Jeg er stadig medlem, og jeg synes stadig at førstehjælp og humanitært arbejde er hamrende vigtigt, men jeg har bestemt ikke lyst til at skulle fungere på det niveau, som det er blevet til, så jeg engagerer mig anderledes i humanitært arbejde, og ellers slapper jeg af med at gøre lige præcis, hvad der passer mig og når det passer mig, og det er jo ikke så ringe endda!
Nu skriver vi så april 2015, og jeg har lige en måneds “ferie” efter at have afsluttet et vikariat i Holstebro og inden jeg skal påbegynde et nyt vikariat i Viborg. De har sagt at det skal til at være forår, så det ser jeg meget frem til! F.eks satser jeg på at få ordnet lidt praktisk herhjemme og så ser jeg meget frem til forårets og sommerens musikalske oplevelser rundt om i det ganske land, som jeg jo med lethed kan komme rundt til i min fine Samurai :p
TIl sidst i denne megaopdatering vil jeg lige indsætte et lille link til et band som jeg er meget begejstret for, nemlig KIR – som har 10 års jubilæum og som har været pænt produktive. Klippet der følger hedder Råkogte roer ten years after. Her medvirker alle mine drenge, så det er et klip, der er guld værd
Puha så meget man kan komme bagud …..41 updates ….. men det her skulle også gerne blive den sidste 🙂
Den store oplevelse i november var mit instruktørkursus – 14 dage på hotel med undervisning fra morgen til aften ….. det var så fedt – der kom så meget indenbords, at man drømte førstehjælp om natten også – men hvor var det fedt at få lov til virkelig at fordybe sig 🙂
Pernille boede samme sted som jeg, så det var lidt hyggeligt, at vi kunne stikke næserne sammen om aftenen og lige hyggesnakke lidt. Torsdag i den første uge kom Tobias over med kammerat Lenin – det var lidt sjovt, for Pernille sad ovre hos mig og drak kakao, og da det så bankede på døren og jeg åbnede og sagde, at det var til hende, så gloede hun lige lidt – men hun blev rigtig glad og overrasket 🙂
Nå men den første weekend tog jeg toget til Jylland sammen med Mikkel. Vi havde en rigtig hyggelig tur. Mikkel insisterede på at køre på første klasse, så det var med kaffe, avis og chokolade – det kunne man godt vænne sig til 🙂 Vi skulle ha’ mødtes med BT i Århus, men Grenå toget var forsinket, så han nåede ikke med – stakkels BT.
Weekenden blev brugt på at holde fødselsdag for Line og Malthe – det blev en rigtig god weekend.
Søndag aften tog Mikkel og jeg tilbage til København, og jeg overnattede ved ham til mandag, hvor jeg tog hul på den sidste uge på instruktørkursus …… det blev en spændende, frustrerende, lærerig og i sidste ende god uge:-) ….. vi lærte en masse, jeg var sammen med en masse søde mennesker, jeg var vildt frustreret over, at min HLR til baby/barn ikke ville lykkes – men i sidste ende gik det jo ganske fint, og torsdag eftermiddag bestod jeg instruktøreksamen 🙂
Fredag satte Pernille, Rasmus og jeg kursen mod Jylland – det blæste en halv pelikan og det stod simpelthen ned i stænger – det var ret træls ….. men vi kom da til Skødstrup og senere til Lånum ….. selvom det blev en ret lang tur.
Lørdag d. 26 tog Gitte, Line, Sanne og jeg til Herning for at se Bruce Guthro. Det var en længe ventet begivenhed, det er jo lang tid siden Tønder, og i mellemtiden var manden kommet med en ny fantastisk cd – så vi glædede os rigtig meget.
Da vi kom derud, stod folk på børnehavemaner i 200 meters kø – 2 og 2 …… så længe gad jeg ikke blive i regnen, så jeg stillede mig op ved siden af nogle af de første – uden mas eller noget, jeg stod bare …. nøj hvor blev de sure – men jeg hverken skubbede eller maste – og var i øvrigt hamrende ligeglad ….. de brokkede sig som små børn – så stillede jeg mig bare ved siden af dørdamen til de var kølet lidt af, og da dørdamen gik op for at sælge billetter, gik jeg med, med det resultat, at jeg var blandt de første, der var inde, og vi fik en god plads 🙂
Koncerten var fantastisk – det var Bruce når han er allerbedst. Han sang en masse af de nye sange og jokede og kørte virkelig med klatten. Han havde medbragt to musikere – en på sækkepibe og fløjter og en på violin, og hver gang der var mulighed for et mellemspil, kom den i bedste folk – dance noget ….. der var virkelig gang i det 🙂
Efter pausen kom Bruce alene ind og satte sig stille på scenen, folk ventede tavst – nu var der virkelig ligesom lagt an til noget stort …. indtil manden begyndte at synge Jingle Bells …. så var stilen ligesom lagt 🙂 I andet sæt fik vi også mange af de gamle numre, vi fik snak, vi fik sing along ….. det var simpelthen bare SÅ fedt 🙂
Efter koncerten stillede vi os og ventede for at få signeret cder …. i ventetiden fandt vi ud af, at der var mulighed for at få plakater – og det lykkedes Sanne at krejle de sidste 4 – det var bare fedt 🙂 Line fik til opgave at få dem signeret ….. det havde hun store skrupler over….. så skulle hun jo snakke engelsk ….. men det lykkedes hende da 🙂
Bruce koncerten blev sådan set enden på en meget meget spændende november, og vi var fit for fight til at lave en hygsom december…….. men hvad skete der lige????? Ikke at december blev uhyggelig eller træls, men vupti så var det meste af december gået ….. de ting vi plejer og den julehygge vi havde glædet os til, druknede ligesom i alle de ting vi skulle lave ….. weird.
Line, Malthe og Asbjørn lavede en kalender med marcipanbrød til cc og mig….. det var rigtig lækkert ….. og med lidt held, når vi at spise de sidste inden nytår 🙂
Min tid gik mest med arbejde ….. der var rigtig rigtig mange opgaver, der skulle rettes – og det var jeg færdig med den 16 …. efter at have brugt mange aftener og halve nætter – men det skal siges, at ungerne havde lavet nogle flotte opgaver 🙂
I begyndelsen af december var vi i Tyskland for at handle – det blev en lang, men rigtig god dag ….. det overbeviste dog mig om, at jeg skulle skære julehandlen ned til et minimum – jeg gider simpelthen IKKE det der møv og mas – så derfor satte jeg mig for, at jeg ville købe julegaver over nettet, så derfor har jeg brugt maaaaaange timer bag min computer og bestilt julegaver i både øst og vest – det er hyggeligt, og den måde at handle på – godt tilbagelænet i sofaen – kan jeg godt leve med 🙂
I august september måned, mens vi andre tågede rundt og hørte musik, var der bestemt også gang i Malthe – han blev færdiguddannet som vagtsamarit :-), han var til Danmarksmesterskaberne og landsmesterskaberne i atletik – jeg kan ikke helt huske hans placeringer til DM, men til landsmesterskaberne vandt han 3 guld, 1 sølv og 1 bronze …… det var temmelig cool, for den ene af guldmedaljerne, var han selvskrevet til, da han var den eneste deltager ….. den medalje valgte han at give væk til en pige, der ikke havde fået en eneste medalje …. stor respekt 🙂
Den 9 – 11 september var jeg til HAT-kursus (håndtering af tilskadekomne) sammen med Sanne, Aksel, Jan Søndergård, BT , Heidi og flere andre skønne mennesker – det blev en virkelig lærerrig og kanonfed weekend, hvor vi fik afprøvet nogle grænser ….. Heidi prøvede at hænge under en båre, BT prøvede at stå på hovedet på en båre og næsten at vælte med en ambulancebåre.
Den 15 var der folketingsvalg og det lykkedes vores afdeling at samle næsten 7000 kr ind – jeg stod sammen med Tina – vi var effektive, hun råbte og jeg snakkede …. det var en rigtig god eftermiddag. Valget gik det knapt så godt med – det blev en småborgelig regering bestående af S, SF og radikale …. Helle blev statsminister godt flankeret af Margrethe Vestager – og de to er jo et alen ud af samme elendige stykke – så der er ikke de store forhåbninger forude 😦
Den 16 og 17 september var jeg i Vigsø sammen med Dorte, Holger og Heidi …. det blev en kanonhygsom weekend, men bestemt også spændende – vi havde et alarmopkald og to sygehuskrævende behandlinger allerede inden vi havde fået pakket vagten ud ….. heldigvis fortsatte det ikke i den stil – det ville også have været lidt for vildt. Om lørdagen var samariterne også ude at lege – det var mulighed for at køre på quad …… det skulle jeg så ikke lige have gjort – resultatet blev et stk samarit med ispose, da den skrammelmaskine mente, den selv skulle bestemme, hvor den skulle dreje hen, så vi endte i en jordvold, og det viste sig, at der ikke var helt plads nok til mine knæ 😦
Lørdag aften kørte jeg hjem fra Vigsø, blot for at pakke, så jeg var klar til at tage til København søndag morgen. Fra søndag til onsdag stod den på lejrskole sammen med vores 5 8-klasser. Det blev en rigtig rigtig god tur med skønne unger og søde kollegaer – men hold da op vi fik gået langt langt langt.
Resten af weekenderne i september stod i Dansk Folkehjælps tegn med hhv samaritervagter, møder og repræsentation.
CC, Aksel, Sanne og jeg startede oktober med at tage en tur til jubilæum i Grenå – ud over det rent officielle, bød det også på en tur ned til havnen, hvor der var solskin og skønt vejr – så vi var ude at klatre på sten, spiste is og slikkede solskin – det er da ganske fint så sent på sommeren 🙂
2. oktober var Malthe og jeg til landsdelsmesterskaber i Silkeborg. Det startede lidt skidt, for vi sov for længe og kom et kvarter for sent, hvilket betød, at Malthe ikke nåede at løbe 100 meter og heller ikke kuglestød. Vi gik op og snakkede med kuglestødfolkene, og de sendte Malthe ned til dommerhuset efter startlisten, for så ville de godt putte ham ind – da vi så kom ned til dommerhuset, fik vi også startlisten til 100 meter og besked på at snakkede med løbslederne, for de ville sikkert også godt stoppe ham ind et sted.
Resultat: Malthe fik lov til at støde og løbe alligevel, og længdespring nåede han til tiden …. og var i øvrigt kun sig selv, men hvad han fik da lavet et spring ….. og det sjove af det hele var, at trods forsinkelser osv. – endte Malte med at ende med landsdelsmestertitlen ….. det må have været lidt surt at være de andre drenge i hans aldersgruppe.
Efter den omgang motion, tog vi hjem for at pakke Malthe, og så gik turen til Århus, hvor Malthe skulle sættes på et tog til Kjøvenhavnstrup, da han skulle i praktik hos Mikkel 🙂
Den følgende weekend tog Tobias og jeg til København for at hente Malthe. Det blev en hyggelig weekend, men også en anelse anstrengende :-p ….. Pernille var i gang med at flytte, så søndagen brugte vi på at hjælpe hende – det gik også ganske godt, indtil det begyndte at regne, og vi i huj og hast måtte smide de sidste ting, der var klar op på traileren og så skynde os til Ørestaden med dem, så de kunne komme i tørvejr. Da vi var færdige med at læsse af, var det blevet småsent, og det var ved at være tid til at stikke næsen vestover igen ….. det kunne vi også godt, hvis ikke lige det var fordi Malthe var blevet væk ……. det viste sig at han sad fast i elevatoren ….. panik panik …. Mikkel havde så småt gang i at brække lortet op – alternativt finde en nøgle, der kunne åbne døren ….. men det ville jeg ikke være med til, så Malthe kontaktede “alarmcenteret” der sendte en montør ud ….. og vi ventede og ventede ….. og da manden kom, åbnede han døren – og så kunne Malthe hoppe ud ….. dumt dumt dumt.
Nå men derfor kom vi sent fra København og sent til Århus – og endnu senere hjem ….. så det blev til 2 timers søvn, inden det igen var tid at stå op og gå på arbejde ….. underligt nok har det ikke været den eneste gang i efteråret, hvor tendensen har været manglende nattesøvn :-p
Mariannes Praleside 